På ferie i autocamper

Autocamper

Drømmen

Efter nu snart en meget lang årrække – faktisk noget i nærheden af 20-25 år, er det vel snart ved at være på tide, at man kommer på en reel ferie. En ferie hvor man kommer uden for landets grænser og oplever en hulens masse, i stedet for “bare” at holde ferie hjemme i haven. Drømmen har i mange år været at turnere rundt i en autocamper…

Mine forældre gik på pension for ca. 15 år siden, og der har samme ønsker, omend det er mere end 30 år siden de har været på en lignende ferie.

En aften hvor Katharina og jeg var på besøg hos mine forældre, faldt snakken på … ferie.

Vi blev alle 4 enige om, at det da naturligvis udelukkende var på grund af vores husdyr, at vi aldrig rigtig var kommet på en “rigtig” ferie. Ingen af os kunne drømme om at overlade vores kære husdyr til andre. Vores kat og mine forældres hund, ønsker med garanti heller ikke at skulle undvære os mere end et kvart døgn. Ja, det er vores egen fejl, men vi vælger at tolke det som vores ansvar, at være der for dyrene.

Snakken faldt så på, at når vi begge på et tidspunkt langt ude i fremtiden var husdyrfri, så skulle vi på en dejlig lang ferie – 3-4 uger ud i Europa og få en gedigen oplevelse. Denne oplevelse er vi blevet enige om bedst opleves fra en autocamper.

En autocamper er jo ikke billig at købe, men trods alt billigere at leje, og endnu billigere at leje i Tyskland. Hvis planen om at skulle holde ferie i en autocamper skal føres ud i livet, så skal der spares godt og grundigt op.

whist

Ferieopsparingen sker ved at vi hver fredag mødes og spiller whist. Dette kortspil giver små 200 kroner i kassen – hver fredag, svarende til ca. 6-8-10.000 om året. Og inden vi bliver husdyrfri, forventer vi at have sparet op til 3-4 ugers leje af autocamper, plus lidt lommepenge og udgifter til brændstof og diverse gebyrer på campingpladser.

I mellemtiden er det jo altid spændende at se på diverse seværdigheder og de mange forskellige autocampere man kan leje. Vi har besluttet os for, at selvom vi kun er 4 personer, så skal autocamperen være en 6-personers – når vi skal være væk hjemmefra, på et så lille areal, så skal der være plads nok!

Målet

Min personlige drøm er en tur fra udlejningskontoret (Tyskland), hen til Holland og se en tulipanmark og en mølle. Derfra ned til Belgien og pisse en skulptur i hovedet (gæt hvilken). Så gennem Luxembourg og videre til Paris, hvor vi bare skal runde Eiffeltårnet (kun for at kunne sige, at vi var der). Fra Paris skal turen gå mod Andora, og ud gennem Spanien og op til Nice, videre til Monaco for at køre en runde på F1-banen. Derfra ind i Italien (og måske hen til San Marino), over til Gardasøen som vi skal en tur rundt om. Så op gennem Schweiz, gennem Lichtenstein, videre ind gennem Østrig og til den lille flække Abtenau (tons vis af minder fra 90’erne), og retur til udlejningskontoret i Tyskland.

13 lande. Ca. 5-6.000 km på 3-4 uger. Det er kun (!!) ca.  220 km pr. døgn.