For 3-4 uger siden blev et større projekt med nedtagning og udskiftning af nogle store elmaster afsluttet. Dette projekt indebar lidt over 500 køreplader lagt ud på en mark i Kalundborg.
Umiddelbart efter afslutningen var jeg afsted for at hente to hele træk køreplader (21 stk på forvognen og 24 stk på kærren). Disse plader var nemme at få op på vognen, da de lå hvor marken var højest.
Tirsdag, onsdag, torsdag og i dag var jeg så afsted igen. Det blev “kun” til ét træk hver dag, da de sidste plader lå i en lavning på marken.
Når kørepladerne har ligget hvor vand samler sig, bliver de hurtigt indhylet i mudder, plut og smat.
Og når der så har været nattefrost, bliver opgaven med at lade mudder forblive i Kalundborg, en ekstra sej opgave. Mudderet skal jo af jernpladerne, ellers vejer de for meget, og så kan jeg ikke have nok med på vogntøjet, og så skal vi køre flere gange.