Hjem / LCK / 80 meter rør, 105 meter væk

80 meter rør, 105 meter væk

I mandags spurgte vognmanden mig, jeg var frisk på en lille specialopgave. Selvfølgelig var jeg da det! Rutineopgaver er sjove, da man jo altid kan forbedre sig. Men specialopgaver er altså bare endnu sjovere.

Nå, men opgaven bestod i, at jeg skulle bruge kranens spil. Jeg forklarede, at den eneste gang jeg havde brugt kranspillet, var da jeg gik på kranskole. Vognmanden beroligede mig med, at denne opgave ikke var noget problem.

Nu til det der gjorde opgaven speciel: for en af vores gode kunder, skulle jeg trække et fjernvarmerør, som bestod af 5 rør á 16 meter, som var svejset sammen til ét rør. 80 meter. Røret lå oppe på græsset (hvor det var svejset sammen) i forlængelse af den udgravning, røret skulle ligge i.

I morges var jeg så på adressen til aftalt tid, klokken 07:00. Sammen med smedene gennemgik vi opgaven. Der var to rør, ikke kun det ene, som vognmanden havde sagt. Pyt med det, jeg kører jo alligevel først når opgaven er slut!

Efter gennemgangen af opgaven, gjorde jeg mig klar til at stille kranen op – i den helt rigtige position.

Klar til første omgang fjernvarmerør, 105 meter væk

Wiren på spillet blev trukket ud i fuld længde, som er 60 meter. Det var naturligvis ikke nok, for afstanden fra selve kranen og ud til hvor jeg kunne surre på røret, var der 105 meter. Så for enden af wiren satte jeg en sjækel og en 8 meter strop. For enden af stroppen, endnu en sjækel, som vi satte et kraftigt tov i. Et tov der kunne klare 8 tons. Nu var jeg ved at være klar, og det var smedene også: det 80 meter lange rør var lagt på ruller, så modstanden i græs og grus blev minimal.

Jeg begyndte at stramme an, så tov, strop og wire var spændt ud. Røret begyndte stille og roligt at rykke på sig. Vi trak meget stille og roligt, for alle mand skulle følge med i rørets ageren på den belastning som der trods alt var. Men alt gik efter planen, og vi trak røret hele vejen ned i udgravningen, til det lå hvor det skulle, helt oppe ved kranvognen. Hele trækket varede ca. en halv time. Så det var vel i omegnen af 40 meter i timen…

Første fjernvarmerør snart i mål

Nu blev vi enige om en kort pause, inden vi trak det næste rør. Jeg kravlede op i cockpittet og fik en bid brød og lidt at drikke.

BUM! Sagde det. En lastbil havde prøvet at snige sig forbi min kranvogn, men han ramte mit støtteben. Absolut ingen skade på støttebenet, men en fin bulen i hans trailer.

Ingen skade på støttebenet, men traileren fik et fint hak.

Nå, nu var vi klar til at trække det andet rør, og det gik noget nemmere end det første, for nu var vi alle sammen jo en masse erfaringer rigere. Alt fungerede – ja, udefrakommende forbipasserende kunne få den tanke, at vi ikke havde lavet andet, de sidste mange år…

2 x 80 meter fjernvarmerør klar til montering på hjørnerør
Tagget:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *