Email sendt d. 24. juli 2024 til:
CEO, Driver Manager, Tillidsmand og Sikkerhedsrepræsentant.
Hej Anne Kathrine
Ved du hvad der er for enden af regnbuen? Et job som chauffør i sidelasterafdelingen hos AncoTrans!
Først vil jeg slå én ting fast: jeg er vildt glad for det job jeg har hos AncoTrans, jeg er på nippet til at klassificere det som mit drømmejob – altså selve jobbet!
Desværre er der “et par småting” der nager i baghovedet som til tider gør hverdagen lidt for træls: og det er nogle af disponenterne.
Hovedet på sømmet:
– At blive uretfærdigt behandlet i forbindelse med mistro om mine tilbagemeldinger!
– At blive sat i udsigt, at jeg “er på vej hjem”, for så at ændre planen så den forskydes i indtil flere timer!
– At blive skældt ud, fordi man ikke kan gennemskue en disponents mega elendige disposition!
Det absolut værste man i min verden kan udsættes for, det er uretfærdighed!
De her følgende tre sager, er dem jeg husker tydeligst, men der er flere, mange flere..:
Fredag, uge 4
Finn Juhl ringer og informerer mig om, at jeg skal køre chassis mandag og tirsdag i uge 5, og at jeg skal have Ali med på lidt oplæring. Planen var tillige, at Ali skulle køre chassis i “min” bil, mens jeg var på kursus i uge 6.
Mandag, uge 5.
Jeg får disponenterne med på ideen om, at vise Ali de lettere udfordrende og besværlige steder, så han ikke er fortabt når han skal ud og køre chassis alene. Ali og jeg aftaler, at han fortsat kører ud fra Køge, som jeg gør.
Vi udveksler private telefonnumre, så vi kan aftale at mødes i weekenden for overdragelse af nøgle. Ali er bekendt med koden til porten hos DKi, hvor bil 61 overnatter.
Onsdag, uge 5
Jeg kører atter alene, nu med “min” kran 602, som måtte på værksted fra morgenstunden, da de brød sammen tirsdag aften. Nå, men jeg får da kørt 3 kasser inden kranerne skal afstilles hos Scania for gennemmåling af chassiset.
Jeg kører chassis resten af dagen og torsdag med.
Fredag, uge 5
Møder kl. 05 og kører chassis frem til frokost, hvor jeg får besked om at hente kranerne igen. I samme ombæring bliver jeg informeret om, at jeg skulle parkere vogntoget i Glostrup, da Jonas’ vogn skal på værksted i uge 6, så derfor skal han køre “mit” vogntog.
Jeg havde intet hørt om denne, for mig – radikale ændring i planerne (Ali skulle jo køre “min” bil mens jeg var på kursus), så nu var gode råd dyre. Hvordan kommer jeg hjem?
Dette problem indviede jeg disponenterne i, og de ville arrangere det, så Per Garn kunne køre mig hjem. Perfekt.
På telefonen kl. ca. 12.30 bliver jeg indviet i planen for resten af dagen: når kranerne er hentet i Ishøj, er der en afhentning i Brøndby som skal i havnen, og fra CMP vil jeg blive læsset op til Jonas.
Kassen i Brøndby står for tæt på en mur, så jeg kan ikke samle den op (kassen sat af bil 83). Jeg skriver i app’en, at jeg vil ringes op, for at forklare problemet samt få en ny tur.
Jeg bliver ringet op, og disponenten tror ikke på det jeg forklarer…
-“Det kan umuligt passe!” og -“Selvfølgelig kan du det!”.
Nu må jeg tilstå at jeg bliver irriteret – jeg er jo blevet stillet en “tidlig” fyraften i udsigt (mødte kl 05), men jeg bliver gjort til en slags syndebuk fordi der ikke er plads hos kunden. (Det er da ikke min skyld!). Så jeg spørger om jeg ikke bare skulle afbryde samtalen og tage et par billeder, så de kan forstå at jeg taler sandt.
Jeg tager to billeder og sender ind via app’en. Nu forstod disponenterne det. “Så stol dog på hvad jeg siger, for h……!”, tænkte jeg…
Fik ny tur på Avedøre Holme hvor en container blot skal flyttes. På vej derud ringede jeg tilbage til den disponent jeg måske ikke talte perfekt til, og undskyldte min opførsel. Undskyldningen blev modtaget.
Efter Avedøre Holme skulle jeg ind i CMP og hente den kasse som jeg var blevet informeret om Jonas skulle ud med mandag morgen. Men næ nej, den skulle jeg da selv køre til Kumlehuse med, hvor jeg samme sted skulle hente en tom, som Jonas så skulle starte med mandag.
Nå, langt om længe nåede jeg til Fabriksparken, hvor der selvfølgelig ikke var nogle ledige parkeringspladser, fordi der holder så mange tomme chassiser. Jeg har fået fortalt at vi ikke må parkere på Fritz med vores hydraulik-vogne. Parkeringspladsen omme ved chaufførstuen var ikke en mulighed.
Midt i frustrationen ankommer Per Garn, som beroliger mig og siger, at jeg bare skal parkere foran de andre vogne (over for Stykka), men så der stadig er plads til at Ræbild kan bakke ind. Som sagt, så gjort.
Jonas ankommer til parkeringspladsen, parkerer sin kærre, får “min” nøgle og kører på værksted i Greve (hvorfra Ræbild skal køre Jonas tilbage til Fabriksparken).
Garn kører mig hjem. Jeg stempler ud præcis 14 timer efter jeg var mødt, og vel ca. 4-5 timer efter det jeg blev stillet i udsigt.
Søndag ringer en chauffør og skaber sig over min parkering. Jeg fortæller ham om årsagen, men han syntes stadig jeg er et fjols…
Uge 6
EU kursus.
Torsdag, uge 7
Klokken 14.15 får jeg besked på at læsse op til mig selv i CMP, og koble kranerne fra. Derefter finde et tomt 40-lad, og i CMP hente en kasse til ARC – og derefter solo retur efter kranerne, og hjem.
Derfor valgte jeg for nemhedens skyld at sætte kranerne i skråparkeringen i tolden, i stedet for at bøvle ude i depotet. Jeg skulle jo kun til ARC og retur, hvor jeg snildt kunne ha’ været ved 16-16.30 tiden…
Kassen til ARC blev hentet, og som jeg kunne forstå på de andre chaufførere inde i tolden, var det standard at der er problemer med papirerne (i kuverten), som ikke passer sammen. Efter nogen tid lykkedes det dog at komme afsted til ARC.
Efter afsætning hos ARC er planen pludselig ændret til, at jeg skal køre solo til DKi i Køge, for at hente en tom kasse ind til frihavnen, og så koble på kranerne og køre hjem. Nu ramlede hele korthuset åbenbart, for den tomme kasse fra DKi skulle partout være i havnen fredag morgen. Igen en radikal ændring i planerne!
Jeg forklarede at jeg på ingen måde ville kunne nå at få kranerne med ud inden kl. 17.30 (hvor porten til CMP lukker for natten). Endvidere var jeg mødt kl. 05.20, så mon ikke det også var på tide at komme hjem. Og så kom den klassiske sætning fra en disponent:
-“Velkommen i transportbranchen – her ændrer tingene sig fra minut til minut! “
Sikke noget pis at lukke ud! Vel gør de da ej! Det er det absolut eneste forsvar disponenterne har at skyde med, når de kvajer sig. Ja, tingene ændrer sig, men da ikke så radikalt!
Jeg parkerer vogn 61 hos DKi hver eneste aften, og der holder altid mindst 5 tomme kasser som skal retur til havnen, så det er altså ikke noget der “ændres fra minut til minut”! Jeg hægtede mig på den jeg skulle ha’, og parkerede vogntøjet, så jeg var klar fredag morgen kl. 5. Der var stadig 6 tomme uafhentede kasser denne aften…
Fredag, uge 21
En anden episode, hvor en disponent laver en kæmpe brøler, og forsøger at tørre den af på mig:
Kl. 11.50 bliver jeg sendt på weekend, men at der sendes en tur senere. Denne tur er med afhentning i Kalundborg samme dag, og da klokken ikke er mere end den er, kører jeg naturligvis afsted for at få den med hjem, og holde weekend. Containeren er til levering mandag morgen i Greve.
20 minutter før jeg er i Kalundborg, bliver jeg ringet op af den mest arrige disponent du kan forestille dig.
“HVAD FANDEN LAVER DU?!” var ordlyden. Helt præcist!
Jeg svarede at turen jo var til afhentning i dag, så hvad har jeg gjort forkert?
-“Containeren kunne under ingen omstændigheder hentes før mandag morgen.“
Jeg forklarede at der i turens noter intet stod om dette, og at dato for afhentning var i dag (pågældende fredag). Jeg blev bedt om at vende om, og køre hjem.
Så for at kunne være i Greve mandag morgen klokken 8, måtte jeg hjemmefra klokken 0430. Kassen kunne i øvrigt ikke udleveres alligevel…
Hvad priorities?
Er det vigtigste at containerne bliver leveret til kunden? Ja, selvfølgelig er det da det, for ellers er det ingen indtægt. Logik!
Men hvad med chaufføren? Er han/hun bare en marionetdukke der skal piskes rundt fra Herodes til Pilatus?
Disponenterne bliver (formoder jeg) målt på antal leverede containere, og til tiden.
Bilerne bliver målt på effektivitet, til trods for at chaufføren absolut ingen indflydelse har på resultatet.
I disponenternes optik, er jeg bare en chauffør der skal gøre hvad der bliver sagt, og så i øvrigt klappe hælene sammen og sige tak. Måske ikke, men sådan opleves det altså ude i bilen. Hver dag!
Som jeg ser det, bliver der ikke tænkt nok på chaufføren. Til trods for at vi møder glade, veludhvilede og oplagte på job tidligt hver evig eneste morgen, så er der ingen forståelse for, at vi også har et liv derhjemme, som vi ønsker at pleje.
Manglende respekt og tillid fra disponenterne til chaufførerne er noget der skal arbejdes kraftigt på.
Når vejen går forbi et toilet, og jeg er trængende, ja så holder jeg altså ind og gør hvad der skal gøres. Men jeg har da lært, at det helst ikke skal foregå hos AncoTrans på Fabriksparken i Glostrup, for så bliver man mødt med følgende 100% ordrette sætning:
– “Har du ikke lige så travlt som vi andre? Skal du ikke videre?”
Jeg nåede at svare, at “han kunne jo gå på lokum når han havde lyst – den luksus har jeg ikke!“…
Som nævnt i min indledning, så knuselsker jeg mit job. Vær ikke ét sekund i tvivl om det!
Men i min optik skal der ske nogle drastiske ændringer, hvis du vil bevare tilfredse chauffører – for tro mig; det man hører ude i byen fra andre anco-kolleger, det er ikke for sarte sjæle. Men de ytringer får du mig ikke til at gengive, dem må du selv indhente – du får kun mine egne oplevelser og holdninger!
I seneste Peakon har jeg svaret ærligt hele vejen igennem. Også med henvisning til ovenstående.
På seneste Grøn Dialog (4. april ’24) fortalte jeg om, hvor altødelæggende 11-12-13-14 timers arbejdsdage er, når man også gerne vil være lidt for familien.
3 måneder før den grønne dialog, havde jeg 23 dage på over 11 timer. I 3 måneder efter den grønne dialog havde jeg 26 dage…
Kald mig bare sart! Gør det endelig…
Min kone lider under senfølger efter strubekræft, og hun dejser om hver aften ved 20-tiden (+/-), og så er det altså ikke fordrende for samlivet, at jeg kun er hjemme en-to timer inden Katharina må gå på buffen. Hjemmefra kl 0500 og retur kl 1900. Det er indbegrebet af ufedt!
Og så noget helt andet:
Beklager man sig over hvor elendigt man bliver disponeret (det sker ret ofte, at jeg møder en anden tom sidelaster, som kommer ca. fra det sted jeg er på vej til) eller ytrer anden (reel) utilfredshed med information fra kontoret, ja så føler man at der som minimum er en skriftlig advarsel på vej…
Et af Anco’s ordsprog:
#WEGIVEADAMN – gør vi? Jeg gør!
Jeg forventer ikke at dette skriv fører til positive forandringer for chaufførerne inden for en overskuelig fremtid, og af den årsag er jeg ude.
Sidste arbejdsdag bliver onsdag d. 7. august 2024.
Overordnet har jeg haft en fantastisk tid hos AncoTrans. Super chauffør-kolleger og et virkelig fedt job! Bare ærgerligt at der er så stor menneskelig afstand mellem kontor og chauffør.
De bedste hilsner
Jean Baronen Jensen