Baronen og kranen

Endelig fandt jeg min plads i livets store sættekasse!

Forestil dig, at du som 60 årig har et job, hvor du kun har været ansat i 8 måneder, men føler du har været der i flere år – og hvor du faktisk gerne ville ha’ kunnet fejre 40 års jubilæum.

Sådan et job har jeg!

Kolleger, både dem på værkstedet, kontoret og selvfølgelig chaufførerne, er de dejligste mennesker at omgås. Aldrig har jeg været ansat et sted, hvor alle er lige – ingen “se mig” eller hovskisnovski.

I september 2024 var jeg til mit livs på alle måder skønneste jobsamtale med Henrik og Torben hos Lellinge Container og Kran (LCK).

Nu skal resten af mit arbejdsliv gå med at køre kranbil hos LCK!

Jeg startede med en Scania G500 med bagmonteret kran. Med den biltype er opgaverne meget forskellige, men fortrinsvis kørte jeg med køreplader, samt transport af diverse materialer for Andel Energi.

Nyvasket og klar til nye opgaver

Jeg havde aldrig kørt med kranbil før mødet med LCK, men det var kun en fordel. For kommer man som erfaren kranfører fra et andet firma, så har man ikke nødvendigvis samme holdning til tingene, og så skal man “omskoles”. Det er bedre for firmaet at oplære den nye mand – fra bunden. Og han (mig) fik al den tid jeg skulle bruge. En hel dag om en opgave som en erfaren kunne klare på 2-3 timer. Det er nok den klogeste måde at lære tingene på – både for firmaet, og mig.

Jeg fik ret hurtigt lært de fleste finurlige tricks (resten kommer med erfaring), og jo mere jeg fik styr på det, des mere tændt blev jeg på de større kranbiler. Så jeg spurgte om det var for tidligt at komme på det “store” krankursus. Det var det bestemt ikke! Eneste udfordring var dog, at jeg skulle skaffe en ny mand til min Scania G500.

Ny mand, hmm… Jeg havde jo snakket en del en tidligere kollega fra AncoTrans, og han syntes det lød spændende. Lang historie kort: Karsten kører nu i min debutbil, og jeg kører i firmaets grand old lady – en Volvo fra 2009 med en 85 tonsmeter kran.

Redbull container hentet i Tusindårsskoven

“Ikke to dage er ens!”

Ja ja, den har vi hørt før. Men det er de sgu ikke!

Den ene dag med løfteopgaver fra gadeplan til tag.

Næste dag med kæmpe kabeltromler til solcelleparker.

Dagen efter med pallegafler for at flytte paller med isolatorer på transformerstationer.

Eller hente nogle vinduer og døre fra en lokal tømrer, køre ud til kunden og krane det hele hen over huset, og sætte det af på terrassen omme i baghaven.

Det eneste jeg oplever af gentagelser fra i går til i dag, er at jeg starter lastbilen og sætter førekortet i tachografen når jeg møder ind – og det samme blot i omvendt rækkefølge, når jeg skal hjem til Katharina.

Fremtiden venter

Min gode kollega Kristian står for at skal have en splinter ny lastbil. Han har selv valgt selve bilen og kranen, men sandelig også hvordan vogntøjet skal opbygges. Alt er på Kristians premisser. Når Kristian så modtager sin nye, overtager jeg hans “gamle” – en Scania R520 V8’er med en 105 tonsmeter kran.

Mit snart nye vogntøj