Månen sagde ‘Hallo’

Jeg ved det er længe siden, at jeg sidst har været på banen med lidt “kunst” set gennem objektivet, men her til aften skulle det altså være!!

Vi gik lige op til genbrugscontaineren med reklamer (som vi ikke har bedt om), da vi på himlen så dette fantastiske fænomen: Månehalo. Det blå genskær er bare noget støj i objektivet…

Månehalo set fra Jægerspris

 

2 kroner for en vandpyt

Tagrenden på carporten er frosset til, så alle safter fra taget render ud over kanterne og drypper lige så fint ned i indkørslen. Dette giver i sagens natur en hulens masse vand de forkerte steder, men sandelig også muligheden for at øve videre udi kunsten at tage nogle fine billeder med macro-objektivet.

Jo, det er skam sjovt at lege med vand!

Med en 2-krone på bunden af vandpytten – præcist dér hvor dråberne lander, giver følgende resultater…

 

Godt nytår

Mislykket raketaffyringSå er vi i gang med 2011 og mon ikke der sker en masse spændende i dette nye år? Det tror jeg i hvert fald på.

Vi fejrede nytår i Ølstykke, hvor der sædvanligvis blev skudt meget krudt til vejrs. Desværre var det ikke alt krudt der fløj til himmels; genboen havde investeret i én raket, som så til gengæld skulle give et fantastisk lysglimt på himlen. Uheldigvis havde de valgt at lade en snedrive fungere som affyringsrampe, hvilket resulterede i, at raketten eksploderede i øjenhøjde… Nadja og Theis flygtede instinktivt ind i carporten, hvor fragmenter ramte Theis på knæet. Begge klagede over at de havde svært ved at høre på deres venstre øre, men der er ingen beklagelser nu.

Batteriaffyring i blæsevejr
Pöelz (svogeren i kommunejakken) var mere heldig med sit indkøbte krudt; alt eksploderede hvor det skulle – oppe på himlen. Men aftenens kraftige blæst gjorde, at fragmenter strøg vandret gennem luften,  flot var det dog!

Godt nytår!

 

For kun en dråbe…

Efter at have besluttet mig for at lave nogle billeder af en dråbe (?!), fik jeg gjort diverse hjælpemidler klar:

Ingredienser:
Malerbakke, frysepose, lidt tape, ståltråd, gammel stol, skruetrækker, masser af lys samt naturligvis kamera, macro-objektiv, stativ og fjernudløser.

Fremgangsmåde:
Placer malerbakken et lyst sted (lad evt. solen skinne direkte) på en plan overflade og fyld den med vand. Stil stolen med ryggen til malerbakken og vikl lidt ståltråd om ryglænet. Vikl nu ståltråden om knuden på fryseposen, som skal være halvt fyldt med vand. Monter kameraet på stativet og tilslut fjernudløseren (fjernudløser for helt at eliminere rystelser). Indstil macro-objektivet og fokus, men du propper skruetrækkeren ned i vandet, præcist der hvor dråberne fra fryseposen vil lande i vandet i malerbakken. Se eventuelt det første billede herunder, som er taget med mobilen.

Bemærk venligst at ingen af nedenstående billeder har været gennem nogen form for billedbehandling – de er således trukket direkte ud af kameraet!

Og hvad får man så ud af alt det bøvl? Jo, en masse interessante billeder…