Der er noget særligt ved de opgaver, hvor man både står for lastning og losning selv. Det giver en anden form for ro – man har styr på hele processen fra start til slut. Sådan var det også forleden, da jeg skulle levere en container fra Køge til Humlebæk.
Opgaven var en del af forberedelserne til opførelsen af en ny batteripark, hvor byggepladsen endnu kun var i sin spæde opstart. Og som det ofte er med nye områder i udvikling, så var adgangsvejene ikke ligefrem skabt til tunge transporter.
Jeg startede tidligt om morgenen i Køge, hvor containeren stod klar på pladsen. Med min kranbil fik jeg containeren løftet sikkert op på ladet. Det er en af de situationer, hvor man virkelig nyder at kende sit grej – kranen reagerede præcist, og balancen var helt, som den skulle være. Efter at have sikret spændene og tjekket det hele en sidste gang, satte jeg kursen nordpå mod Humlebæk.
Fremme ved batteriparken var de udfordringer, jeg havde fået beskrevet, meget tydelige. Vejen ind mindede næsten mere om en skovsti end en byggepladsvej, og der var kun lige plads nok til, at jeg kunne manøvrere kranbilen frem. Bløde sving, stejle små bump og en række midlertidige markeringer gjorde det nødvendigt at tage den med tålmodighed og millimeterarbejde. Men sådan noget kan jeg faktisk godt lide – når det stiller krav til både overblik og rutine.
Da jeg kom frem til den plads, hvor containeren skulle stå, gennemgik folkene på pladsen og jeg, præcist hvor containeren skulle placeres. Det hele var planlagt nøje, for containeren skulle bruges som midlertidigt materielrum for de folk, der snart går i gang med installationen af selve batteriparken. Placeringen skulle være helt præcis, både af hensyn til adgang og til fremtidige leverancer, som også kommer til at kræve god plads og adgangsforhold.
Jeg fik kranen sat op og tog mig tid til at sikre støttebenene ordentligt. Underlaget var ujævnt, så jeg brugte ekstra klodser til at få det hele stabiliseret. Da containeren kom fri af ladet og svævede stille i luften, var det et spørgsmål om tålmodigt arbejde – små korrigeringer, lidt tilbage, en anelse til venstre, og så sænkede jeg den langsomt ned på plads. Det hele endte perfekt i første forsøg, og det er altid tilfredsstillende.
Efter at have dobbelttjekket, at containeren stod helt, som den skulle, var opgaven løst. Så jeg pakkede kranen sammen og gjorde klar til at køre videre til næste opgave.
Det er den slags opgaver, der minder mig om, hvorfor jeg holder så meget af specialtransport og kranarbejde. Der er aldrig to dage, der er ens, og hver opgave kræver sit eget fokus.
At bidrage til opstarten af en batteripark føles også meningsfuldt. Det er projekter, der skal være med til at sikre fremtidens energiløsninger, og selvom min del er lille i det store billede, så er den nødvendig. Og det er jeg stolt af.
