Fredag var en af de dage, hvor man vågner op og tænker: “Hvad skal vi mon bygge i dag?” Og svaret viste sig at være: fundamentet til en platform, hvor professionelle mennesker frivilligt hopper ud fra stor højde foran Operaen i København.
Man kan have forskellige hobbyer.
Min dag startede på pladsen i Køge. Her læssede jeg to køreplader, som senere skulle blive en del af basen til fundamentet. Ikke den mest glamourøse del af projektet, men ligesom med underbukser er det ofte det, man ikke ser, der gør hele forskellen.
Da kørepladerne var på plads, gik turen til Greve, hvor jeg hentede otte ballaststen. Store, tunge betonklodser – 4 på 1,3 tins og 4 på 2,6 tons (hver), formet lidt ala legoklodser, som har den fantastiske egenskab, at de bliver præcis dér, hvor man stiller dem. Det er en kvalitet, man lærer at sætte pris på i vores branche.
Næste stop var Prøvestenen. Her ventede 3,5 ton stabilgrus i en bigbag. Grus er lidt ligesom salt i madlavningen. Ingen lægger mærke til det, når det er der, men alle opdager det med det samme, hvis det mangler.
Med bilen godt læsset gik turen videre ind mod Operaen. Det er altid lidt specielt at køre gennem København med et halvt fundament på ladet, mens cyklisterne omkring én er dybt optagede af at ignorere færdselsloven.
Vel fremme begyndte vi at bygge op.
Først blev der lagt et solidt lag grus. Ikke et lille høfligt lag, men et ordentligt lag. Når man skal bygge fundament til en konstruktion, som senere skal bære en platform for verdenseliten i Redbull Cliff Diving, er “det går nok” ikke en del af arbejdsbeskrivelsen.
Da gruset var fordelt og afrettet, blev kørepladerne lagt ud. Ovenpå dem placerede vi en stålramme på omkring 500 kilo. Derefter kom den første søjle på plads.
På det tidspunkt begyndte forbipasserende at kigge lidt nysgerrigt. Det ligner trods alt ikke en helt almindelig fredagsaktivitet at stable stål, beton og grus op foran Operaen.
Efter søjlen kom de otte ballaststen. Én efter én blev de placeret præcist, hvor de skulle stå. Det er den slags arbejde, der ser enkelt ud bagefter, men som kræver lidt mere omtanke end bare at sige: “Sæt den dér.”
Til sidst fik vi monteret søjle nummer to.
Og så begyndte temperaturen for alvor at gøre opmærksom på sig selv.
Når solen står højt, og man flytter rundt på flere tons stål, beton og grus, kommer der et tidspunkt, hvor selv de hårdeste gutter begynder at kigge lidt ekstra kærligt på deres vandflasker.
Derfor blev vi enige om, at resten af de tunge løft kunne vente til lørdag. BMS var allerede kørt i stilling og klar til lørdagens løft, og de har generelt bedre forudsætninger for at løfte meget tunge ting, end en flok lettere gennemstegte montører har. BMS monterer de sidste søjler, samt konstruktionen som selve platformen som tosserne skal springe fra.
Så mens København gik på weekend, stod fundamentet klar og ventede på næste etape.
Det sjove ved sådan en opgave er, at når arrangementet løber af stablen, vil tusindvis af mennesker kigge op mod platformen. Kameraerne vil filme udspringerne. Publikum vil kigge mod himlen. Ingen vil kigge ned.
Ingen kommer til at sige:
“Hold da op, sikke et flot lag stabilgrus.”
Ingen kommer til at klappe ad kørepladerne.
Og jeg har på fornemmelsen, at ballaststenene heller ikke får deres eget indslag på TV2.
Men det er egentlig helt fint.
For sådan er mange af de bedste opgaver. Hvis vi har gjort vores arbejde rigtigt, er der ingen, der lægger mærke til det. De ser kun resultatet.
Og når de første atleter står på kanten af platformen foran Operaen og gør sig klar til at springe, så ved jeg, at jeg var med til at bygge det, de står på.
Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg personligt foretrækker at blive nede på jorden.
Der er trods alt ingen grund til at klatre 27 meter op i luften, bare fordi man kan.
