Klogskab - Kran - LCK

Nyt krancertifikat

Efter to uger på skolebænken hvor vi alle 7 deltagere blev klædt rigtig godt på af Flemming Bødtcher (underviseren), er jeg nu klar til nye, endnu større og langt mere spændende og interessante udfordringer.

Jeg har nu certifikat og dermed bevis på, at jeg kan (og må) betjene mobilkran og lastbilmonteret kran, som kan løfte mere end 30 tonsmeter. Tonsmeter er udtryk for, hvor meget kranen kan løfte 1 meter fra kranens centrum.

Vi brugte meget tid på teorien men naturligvis var vi også ude og “lege” med de to kranbiler skolen har: en 37 og en 42 tonsmeter. Den store var tillige forlænget med en fly-jib.

Undervejs i de praktiske øvelser, skulle vi også prøve kræfter med “samløft” – altså hvor to kraner skal flytte ét element, samtidig.

Jeg havde i forvejen ret godt styr på teorien, men der er jo altid plads til forbedringer.

Teoriprøven var torsdag kl. 12:30 og vi havde en time til at besvare 30 spørgsmål. Vi kunne have 4 fejl og stadig bestå. Havde man op til 7 fejl, fik man lov til at gå til omprøve fredag morgen.

Jeg kunne dog nøjes med én fejl.

Det praktiske havde jeg fuldstændig styr på, til trods for at nogle af kontakterne på fjernbetjeningen virkede modsat af hvad jeg er vant til.

Fredag morgen startede vi med lidt hyggesnak og morgenmad. Min makker (Christoffer) og jeg havde om torsdagen aftalt, at hvis vi fik muligheden for selv at vælge opgave til den praktiske prøve, ville vi naturligvis undgå den mest besværlige opgave: at rejse en mast på 15 meter, og stille den oprejst, bag et rækværk på taget af en 3-etagers bygning.

I stedet ville vi gå efter en af de nemmeste opgaver (løft og flyt af container, skur, sejlbåd eller traktor). Hvorfor gøre det besværligt når det kan gøres nemt?

Umiddelbart før prøverne startede, spurgte censor hvem der dannede hold. De to første hold der skulle i aktion var Benjamin og Michael som fik opgaven med sejlbåden. Christoffer og jeg fik selvfølgelig opgaven med masten. Men pyt med det – vi vidste præcis hvad der skulle gøres.



Alt gik som det skulle! Den praktiske prøve foregik på den måde, at Christoffer startede som kranfører og jeg som anhugger. Det vil sige at jeg sørgede for at stropper blev bundet korrekt og forsvarligt til masten, så Christoffer med størst mulig sikkerhed kunne krane masten op på taget – og ned igen. Herefter byttede vi opgave og gentog det hele igen.

Vi var syv på holdet, og med Flemming Bødtcher som underviser var der ingen tvivl: alle bestod!

Tak for to uger i fantastisk selskab!

Fra venstre: Benjamin, Viggo, Jackie, Michael, undertegnede, Christoffer og Frank.


Danmarks flinkeste, sødeste, mest nuttede og naturligvis den bedste kollega du kan opdrive.