Uge 32, 2023 (tirsdag)
Afsted til Gadstrup, hvor jeg skulle være kl. 8.
Herefter til Køge hvor jeg skulle hente en tom kasse, som først skulle tjekkes for, om den kunne genbruges. Det betyder at kunden som skal bruge containeren, blot ønsker at den er lugtfri og gulvet er fejet. Altså, pæn men ikke rengjort. Kassen kunne godkendes, så afsted til Nakskov med den.
Lidt praktisk information vedrørende den næste tur: jeg kan kun betjene containere på lastbilens venstre side, og alt efter adgangsforholdene hos kunderne, skal dørene på containeren vende fremad (mod førerhuset) eller bagud (mod bagenden af lastbilen), alt efter om jeg skal bakke ind til der hvor containeren skal placeres, eller om jeg skal forlæns ind. Igen – jeg kan kun hente eller sætte containeren fra lastbilens venstre side.
Efter afsætning i Nakskov gik turen tilbage til Havdrup, hvor endnu kasse skulle genbruges. Jeg kunne kun samle den op med dørene fremad, men hos kunden der skulle bruge kassen, skulle dørene vende bagud. Så… op med kassen, rykke lastbilen 5-7 meter til siden, sætte kassen ned på jorden, vende lastbilen og holde på den anden side af kassen, op med kassen igen. Nu er den vendt om. Og så var der afgang til Dalmose.
Næste stop var i Herfølge, hvor en fyldt kasse skulle i CMP til fortoldning og videre ud i verden – men det måtte blive næste dag.